Vi oplever konstant et pres i retning af stordrift. Det er nærmest ”naturkræfter”, som driver udviklingen i retning af større enheder. Konsolidering, centralisering, homogenisering, standardisering, fusionering. Kært barn har mange navne, som bygger på den grundantagelse, at det er billigere at drive større enheder end mindre enheder. Og derfor er stordrift den gyldne genvej til øget konkurrencekraft og stærkere konkurrenceevne.

Men er det sandt? Eller er problemet, at regnearkene kun inkludere nogle typer af relevant information? Er vi i virkeligheden ved at skabe enheder, organisationer og et samfund, som reducerer vores konkurrenceevne?

Lad mig tage et eksempel. To virksomheder vil fusionere – eller rettere den ene virksomhed vil overtage den anden, fordi beregninger viser, at det er smartere, billigere, mere effektivt og alle de sædvanlige argumenter for stordriftsfordele. Og på et overordnet niveau kan vi jo godt forstå, at det er billigere at drive en adresse end to adresser. At det er billigere at drive en kantine end to kantiner. At mange ting kan udnyttes mere effektivt.

Men hvad med alle de indirekte konsekvenser? Hvordan indgår de ikke-kvantificerbare størrelser i ligningerne? Og hvordan tages der hensyn til faktorer og elementer, som er imaginære og svære at beskrive?

Jeg vil her nævne et lille udpluk af usynlige værdier, som burde tælle med i beslutningsgrundlagene.

Lad mig starte med kantine-eksemplet. Det bliver klart billigere pga. mindre arealkrav, sandsynligvis færre kantinemedarbejdsomkostninger pr spisende medarbejder, muligvis mindre madspild og generelt forbedrede produktionsnøgletal. Men hvad så med det faktum, at flere skal gå længere til kantinen, at der vil være øget kø-risiko eller behov for tidsregulering af spisetidspunkter? Hvad betyder det, at det kan være vanskeligere at opretholde de uformelle kontakter og den løbende koordinering omkring et mødested med begrænset antal deltagere? Hvilke konsekvenser kan det have at antallet og omfanget af strukturer, regler, procedurer og normer for ”good canteen-ship” ofte vil stige for at sikre en hensigtsmæssig regulering af stordriftsfordelene? Hvad mon konsekvenser af øget fremmedgørelse i sin egen kantine vil have for brugerne af kantinen? Gad vide om glæden ved god mad overstiger en evt. reduktionen af glæden ved gode sociale relationer? Og gad vide om ikke de fleste indretter sig i deres egne helt små grupper, hvor de samme mennesker sidder de samme steder på de samme tidspunkter og spiser det samme mad?

Tusindvis af lignende spørgsmål bør rejses for at sikre, at jagten på stordriftsfordele udløser reelle gevinster. Hvad er den negative værdi af, at mundtlige informationer bliver vanskeligere i større enheder? Hvilke skadelige konsekvenser har det, hvis grupperne bliver større, ledelsen mere fraværende og hvis der bredder sig en oplevelse af, at man vanskeligt kan overskue tingene? Hvad er prisen for en stærkere organisering og en mere omsiggribende struktur i forhold til spontanitet og impulsivitet?

Gad vide om vi fra naturens hånd er indrettede på og egnede til at skulle spille en anden rolle end det at være sig selv? Mon ikke at der i store systemer er en øget risiko for, at det iscenesatte spil overtager det levede liv?

Jeg tror på, at vi alle er den bedste udgave af os selv, når vi er i frie rammer og kan være os selv. Hvor tingene foregår åbent og transparent. Hvor vi har ro og overblik og hvor hverken frygter eller er ængstelige. I disse sammenhænge kan vi få noget fra hånden og levere de allerbedste resultater.

Enkelt og ligetil. Det bør ikke være så svært. Skru ned for organisationsknappen og skru op for det autentiske liv. Og husk at regne det usynlige ind i ligningerne. Alt andet fører til usandsynligt dårlige beslutninger.

Go dag og masser af hilsener

Alfred

Gå ikke glip af mine indlæg

Tilmeld dig til mit nyhedsbrevet og modtag fremtidige klummer direkte i din indbakke.