Regeringen nedsætter en ledelseskommission

Sitet offentligledelse.dk har spurgt om mine forventninger til kommissionen – og de kommer lige her.

 

Ledelseskommissionen sker ikke af sig selv.

Ledelseskommissionen bør medvirke til at fjerne al unødvendige kompleksitet, opprioritere fokus på meningen, formålet og kerneopgaven og skabe fornuftige rammer for at ansatte ledere og medarbejdere kan lykkes med at levere og skabe varig værdi.

Af Alfred Josefsen, bestyrelsesformand, ledelsesrådgiver, mentor, direktør i Alfred AS og tidligere direktør for Irma AS.

Ind med mere mening og arbejdsglæde. Involvering og deltagelse. Tillid og tryghed. Passion og toppræstationer. Ud med dødssynderne i ledelse: magtorientering, frygt, kontrol og tvang. God ledelse er i sin natur ikke-politisk. Den er ikke (længere) en kamparena mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Resultatet af god ledelse kommer alle danskere til gode.

Ledelseskommissionen bør blive en genvej til nye organiseringsformer og mere mennesketilpassede ledelsesmodeller. Det er ikke underligt. De bærende og hierarkiske principper i sædvanlig organisations- og ledelsestænkning går tilbage til militæret og krige i 1800-tallet. Og det da underligt, at disse bærende principper stadig består. Husk på, at menneskets lod i 1800-tallet var at være ”kanonføde”, mens vi i dag er tilbøjelige til at sige: ”it’s all about people”.

 

Målet er ikke en tyk rapport

God ledelse kan ikke beskrives i nogle få PowerPoint-stjerner. Det bør kommissionen være bevidst om og have respekt for. Men god ledelse kan beskrives i nogle generiske egenskaber, som under alle omstændigheder er rimelige og relevante at inddrage, fx systematisk og praktisk træning i ledelseskunstartens discipliner, prioritering af tid til ledelsesrefleksion, udarbejdelse af et eksplicit ledelsesgrundlag for hver leder. Og så vil det være relevant at få skabt en tydelig adskillelse mellem leadership, management og styring.

For mig er målet med Ledelseskommissionen ikke en tyk rapport. Vi ved intuitivt godt, hvad resultatskabende god ledelse i Danmark handler om og går ud på. For mig er det meget mere betydningsfuldt, at kommissionen udvikler en lederskabspraktik, som faktisk omsættes i virkeligheden. At kommissionen i højere grad ser sig som en inspirationskommission og implementeringskommission end en analysekommission.

Jeg ser for mig, at Ledelseskommissionen skaber et enkelt, aktivt, konkret og praktisk sprog om ledelse i Danmark. Ikke lange, komplicerede, abstrakte og diffuse ledelsesmodeller og –teorier. At kommissionen formår at hæve sig til et ledelsesmæssigt fyrtårn, som praktiserende ledere ønsker at følge, fordi det skaber mening, relevans, værdi og resultater.

 

Vi skal identificere rollemodellerne

Ledelse er personlig. Det kan hverken udkomme igennem en maskine eller teoribog. Summen af ledelse i Danmark består i, hvad de danske ledere foretager sig. Derfor bør kommissionen have fokus på lederens adfærd, og pege på redskaber og værktøjer til at udvikle det personlige lederskab.

Jeg er mentor for nogle fantastiske ledere i den offentlige sektor. Hyperkompetente, ansvarlige, bevidste ildsjælsledere. Jeg håber, at ledelseskommissionen formår at identificere vigtige ledelsespræstationer og synliggøre de rollemodeller, som vil kunne inspirere mange flere ledere. Virkelige ledere og virkelige cases er ofte den bedste inspirationskilde.

 

En markant udfordring

Ledelse i det offentlige er vanskelig. Og meget mere udfordrende end ledelse i den private sektor, hvor der ofte findes et mere entydigt resultatmål. Ledelse i det offentlige inkluderer høj grad af kompleksitet:  offentlighed i forvaltningen, organisationsstrukturen, det politiske system, faggrænser, overenskomster og lighed for loven. Det er vanskelige forudsætninger at navigere i.

Jeg mener, at kommissionen må have høje ambitioner. Chancen for at ændre kursen på den fremtidige udvikling er tilstede. Det er muligt gennem god ledelse at skabe bedre resultater og som nation har vi behov en anden kurs. Tænk sig, hvis vi gangede den nuværende udvikling op med 30 år. Så ville vi være på vej hen til et sted vi næppe ønsker at komme.

Ledelse kan defineres som at skabe resultater gennem andre og ved det, som ikke sker af sig selv. Ledelseskommissionen sker ikke af sig selv!

 

Masser af hilsener

Alfred

new_mail_icon

Gå ikke glip af mine indlæg

Tilmeld dig til mit nyhedsbrevet og modtag fremtidige klummer direkte i din indbakke.